NOTITS / SPORT / 14. SEP • 18:00

Bornholmsk sejr i finalen

Bornholmsk sejr i finalen
Søndagens sejr i Mørkøv rakte kun til en samlet andenplads for Marcus Sander Hansen. Demin Cup-serien blev vundet af Team Give Steel-rytteren Gustav Dahl, mens Tore Troelsen fra Team coloQuick besatte tredjepladsen. Foto: BHS-PL Beton Bornholm
Journalist

Marcus Sander Hansen vandt sidste afdeling af Demin Cup'en og blev nummer to i den samlede stilling

Selv om BHS-PL Beton-rytteren Marcus Sander Hansen vandt fjerde og sidste afdeling af årets Demin Cup-serie på landevej, rakte det ikke til mere end andenpladsen i den samlede stilling.

Det var det ikke, selvom den førende Gustav Frederik Dahl fra Team Give Steel sluttede langt nede i feltet i søndagens løb omkring Mørkøv og ikke fik flere point.

Selv om fem af BHS-PL Beton-rytterne kom direkte fra et lørdagsløb i Holland og kun havde fået få timers søvn på vejen hjem til Danmark, var de i høj grad med til at præge søndagens Demin Cup-løb. Både Daniel Stampe og Andreas Aidel Brizen forsøgte sig uden held på egen hånd, hvorimod Marcus Sander Hansen røg med i det afgørende udbrud, som bestod af 15 ryttere, sammen med holdkammeraterne Sebastian Vestergaard og Emil Schandorff.

I slutfasen ofrede Sebastian Vestergaard og Emil Schandorff sig et hundrede procent for Marcus Sander Hansen, der efter en meget lang modvindsspurt sejrede suverænt foran David Jönsson fra Team Craft og Angus Halle fra Team Aalborg Sparekasse. Vestergaard og Schandorff sluttede efter 180 kilometers kørsel på 10.- og 12.-pladsen - alle i tiden 3.49,40 timer.

Sidst af de 15 udbrydere sluttede bornholmske Emil Toudal, der i dag kører for Team Cranks.

Lidt mere end et minut senere kørte Boas Lysgaard og Andreas Aidel Brixen i mål som nummer 17 og 33 af de i alt 69 ryttere, der fuldførte løbet i Mørkøv.

Selv om den førende rytter i den samlede stilling, Gustav Frederik Dahl, kun sluttede som nummer 32, var der ingen, der kunne true hans førsteplads med 35 point. Med søndagens 20 point sluttede Marcus Sander Hansen på andenpladsen med 30 point. Begge ryttere har kun deltaget i to af sæsonens fire løb.

BHS-PL Beton-rytteren Ville Merlöv, der førte efter anden afdeling, men siden har sluttet sæsonen på grund af en knæskade, blev sammenlagt nummer fire med 28 point, mens Daniel Stampe blev femmer med 25 point. De har også kun kørt to af sommerens fire Demin Cup-løb.








FÅ ABONNEMENT