SUNDHED / 21. FEB • 11:00

Smitten er toppet - særlig gruppe bærer skylden

Smitten er toppet - særlig gruppe bærer skylden
'Ligesom under corona ville det være godt at holde to meters afstand til hinanden', siger Rikke Hjorth Westh. Foto: Jens Nørgaard Larsen

 

Mange har brugt en uge under dynen med influenza i løbet af de seneste måneder. Nu har smitten toppet, og kurven er igen på vej ned. Sygdommen kan dog stadig nå at give et svirp med halen.

– Der er rigtig meget influenza i omløb. Det har formentlig toppet, måske allerede i sidste uge. Alligevel vil der være mange mennesker, der bliver smittet nu.

Det siger Rikke Hjorth Westh, der udover at være speciallæge i Allinge Lægehus også er formand for Praktiserende Lægers Organisation på Bornholm.

Det er Statens Serum Institut, der overvåger antallet af laboratoriebekræftet influenzatilfælde. Det betyder, at man skal have været en tur forbi lægen under sygdomsforløbet for at indgå i statistikken. Ifølge statistikken toppede antallet af testede personer i uge 6 og 7.

Ifølge Rikke Hjorth Westh indgår der bornholmske tilfælde i den nationale statistik. I Allinge Lægehus indberetter de nemlig positive influenzaprøver til Statens Serum Institut. Sygdommen opfører sig dog en smule anderledes her på øen.

– Smitten topper normalt på Bornholm lidt senere i sæsonen end i resten af landet, siger Rikke Hjorth Westh.

Pakket ned i rejsetasken

Den dominerende type influenza i den nuværende sygdomssæson er typen ’influenza a’, der ifølge Rikke Hjorth Westh er meget smitsom.

Symptomerne er klassiske – høj feber, ondt i hovedet og ondt i musklerne. Forskydningen af sygdomssæsonen på Bornholm skyldes ikke den sene vinterferie, som her på Bornholm følger fastelavnsmandag, men en særlig gruppe mennesker.

– Vi kan se, at i de perioder, hvor mange unge og voksne vender hjem til Bornholm, stiger smittetrykket. Sygdommen kommer mest fra den anden side af vandet, og så her til øen. Simpelthen når folk rejser til øen og bærer influenzaen med, siger Rikke Hjorth Westh.

Det vedvarende kolde vintervejr har også haft betydning for sygdomssæsonen. Ikke kun her på Bornholm, men i hele landet.

– Vi har haft rigtig dårligt vejr, og mange har pakket sig sammen indendørs. Det er i den tætte kontakt, hvor sygdommen virkelig kan sprede sig. Vi har bare meget mere kontakt med hinanden. Særligt i små rum, når det er koldt vejr udendørs, siger Rikke Hjorth Westh.

Den smitsomme influenza type a har betydet flere varme pander og løbende næser, men de sygdomsramte er ikke blevet mere syge. Typen er nemlig ikke mere farlig.

Influenzasmitten toppede i slutningen af januar. Foto: Statens Serum Institut.
Influenzasmitten toppede i slutningen af januar. Foto: Statens Serum Institut.

Sygemeldinger i indbakken

Det er langt fra kun i lægeklinikkerne, at de har kunnet mærke, at folk døjer med løbende næser og sviene øjne. Ifølge en undersøgelse fra Rockwool fonden fra slutningen af 2025 koster det virksomhederne på bundlinjen, når medarbejderne bliver ramt af influenza. Det koster en almindelig virksomhed omkring 70.000 kroner om året, når en alvorlig influenzasæson rammer.

Hos rederiet Bornholmslinjen har influenzasæsonen også kunnet mærkes, fortæller kommunikationschefen.

– Her hos Bornholmslinjen har vi mærket sygdomssæsonen ligesom alle mulige andre virksomheder. Vi har haft en usædvanlig høj mængde sygemeldinger i løbet af de første måneder af året, og særligt de sidste par uger har været presset, siger Jesper Maack, kommunikationschef hos Bornholmslinjen.

Det har givet nogle logistiske udfordringer, for det er særligt ansigterne udadtil, der må en tur hjem under dynen.

– Det er især vores medarbejdere, der har kundekontakt som en del af deres jobbeskrivelse, der er blevet ramt af influenza. Det giver god mening, da de sandsynligvis er udsat for den største smitterisiko, siger Jesper Maack.

Efter knap to måneder med mange sygemeldinger i indbakken, håber Jesper Maack fra Bornholmslinjen også snart, at sygdommen forsvinder.

– Vores vagtplanlæggere og hr-folk har været en smule på overarbejde for at få det hele til at gå op. Vi har oplevet dage med fire-fem sygemeldinger, og det giver da nogle udfordringer. Vi finder en løsning, for vi finder selvfølgelig altid en løsning, men det må snart gerne være overstået, siger han.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT