To mål af Smila Falk Holm og to af Ida Bjerregaard var nok til at sikre en 4-3-sejr på hjemmebane.
Elite Bornholms U16-piger har trods sin unge besætning fået en flyvende start efter oprykningen til U16 Piger Øst 2-rækken. Premieresejren på 5-1 i Dragør i første spillerunde blev lørdag fulgt op med en hjemmebanesejr på 4-3 (2-1) over BSF fra Ballerup-Skovlunde.
BSF lagde ud med at brænde et straffespark, som Lærke Bøg-Jensen snuppede efter blot fem minutters spil, men det rystede ikke gæsterne mere, end at de to minutter senere alligevel kunne bringe sig foran med 1-0.
Elite Bornholm-pigerne lod sig dog heller ikke ryste, og da der var spillet et kvarter, stod det 2-1 til hjemmeholdet på to mål af Smila Falk Holm.
Hjemmeholdet kom også flyvende ud til 2. halvleg, og efter fem minutters spil havde Ida Bjerregaard med to mål øget Elite Bornholms føring til 4-1.
Alligevel blev der spænding om udfaldet til sidste dommerfløjt. Med to scoringer reducerede BSF til 4-3, som var stillingen i de sidste ni minutter af kampen.
Elite Bornholm, der med sejren nu indtager andenpladsen i U16 Piger Øst 2-rækken, spiller også på hjemmebane, når de på lørdag får besøg af Tuse IF.