NOTITS / POLITIK / 13. SEP • 13:45

Demonstration mod budgetbesparelser


Inden politikerne torsdag aften tager plads i kommunalbestyrelsessalen på Landemærket, bliver de mødt af en gruppe utilfredse borgere.

De er stærkt kritiske over for forslagene om at lukke børnehusene i Tejn og Østermarie samt fem af øens biblioteker. Derfor er en gruppe borgere gået sammen om at arrangere en demonstration, der finder sted torsdag den 17. september klokken 17 på Landemærket 26 i Rønne.

En af arrangørerne er Fiona Højmark-Ross, som håber på et stort fremmøde.

– Vores politikere burde værne om de små byer på Bornholm i stedet for at spare dem væk. Det skal vi ikke sidde stille og acceptere, siger hun.

Demonstrationen finder sted umiddelbart inden kommunalbestyrelsesmødet, som afholdes midt i høringsperioden for det kommende budgetforlig.

Arrangørerne understreger, at demonstrationen ikke er arrangeret af en specifik forening eller et politisk parti.

– Hvis du står til at miste dit lokale bibliotek eller børnehus, så kom og vær med, lyder opfordringen.

På et borgermøde i Østermarie torsdag 10. september blev der delt flyers ud om demonstrationen. Det blev blandt andet gjort af regionsrådsmedlem for Enhedslisten Sanne Friborg. Hun understregede dog, at demonstrationen ikke afholdes gennem partiet.

Ved kommunalvalget i 2025 stillede medarrangør Fiona Højmark-Ross op for netop Enhedslisten, som var det eneste parti, der valgte at stå uden for budgetforliget for 2027 og 2028.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT