Det kræver normalt en lommelygte, hvis man vil læse i bøger efter mørkets frembrud. Lørdag 5. september inviterer Børnebiblioteket til en særlig læseoplevelse i anledning af Nat i Naturen. Her byder børnebibliotekarerne nemlig på højtlæsning under åben himmel.
Arrangementet er målrettet børnefamilier med børn i alderen tre til syv år. Højtlæsningen foregår i biblioteksparken ved Rønne Bibliotek, hvor bibliotekarerne læser højt af magiske og eventyrlige børnebøger.
Deltagerne kan medbringe en madkurv og et tæppe, mens Børnebiblioteket byder på frugt og saft. Hvis vejret viser sig fra sin mindre venlige side, flytter arrangementet ind i biblioteket.