NOTITS / KULTUR / 24. AUG • 14:00

Årets sidste to udstillinger på Gudhjem Museum

Årets sidste to udstillinger på Gudhjem Museum
Gudhjem Museum holder fernisering for årets to sidste udstillinger. Foto: Justine hoegh

Lørdag 29. august inviterer Gudhjem Museum til fernisering på årets to sidste udstillinger. De to udstillinger er vidt forskellige møder mellem kunst, historie og Gudhjem.

I udstillingssalen vises ’Resonans – fra fortiden til nutid’, hvor 24 bornholmske kunsthåndværkere fra Arts and Craft Association Bornholm – ACAB – har ladet sig inspirere af genstande og malerier fra museets samling. Resultatet er nye værker, hvor fortidens former, materialer og fortællinger får nyt liv i nutidigt kunsthåndværk.

I den gamle stationsbygning præsenterer Peter Kruse Larsen en udstilling med landskabsmalerier. Her har stationsbygningens atmosfære og lokalhistorie dannet udgangspunktet for en kunstnerisk undersøgelse af landskabsmaleriets traditioner set med nutidens blik.

De to udstillinger markerer afslutningen på udstillingsprogrammet på Gudhjem Museum. Udstillingerne kan opleves fra ferniseringsdagen og frem til 18. oktober. I forbindelse med Bornholms Craft og Kulturuge, der afholdes fra fredag 4. september til 20. september, vil der være en rundvisning i udstillingen ’Resonans – fra fortid til nutid’ søndag 6. september.

Gudhjem Museum lukker for vinteren 18. oktober.








FÅ ABONNEMENT