Skovbrand nærmer sig by i Nevada: Titusindvis er evakueret
Kraftig vind og høje temperaturer har givet næring til skovbrand i USA. Myndigheder er gået i kriseberedskab.
Myndighederne i den amerikanske delstat Nevada har søndag opfordret titusindvis af mennesker til at forlade deres hjem på grund af en skovbrand, der nærmer sig byen Reno.Omkring 42.000 indbyggere er blevet evakueret eller befinder sig i områder, hvor evakueringer er i gang. Yderligere 45.000 mennesker har fået besked på at være klar til at forlade deres hjem.
Optagelser fra lokale tv-stationer viser flammer nærme sig veje. På videoer fra øjenvidner kan man se røg brede sig over nærliggende boligområder.
Der bor omkring 280.000 mennesker i Reno. Byen ligger i det nordvestlige Nevada nær grænsen til Californien og turistområdet Lake Tahoe i Sierra Nevada-bjergene.
Branden har indtil videre ødelagt et område på over 5200 hektar. De lokale myndigheder oplyser, at branden er menneskeskabt, og at årsagen er ved at blive undersøgt.
Tre civile og tre personer fra beredskabet er kommet til skade under branden, oplyser Shane Akerson, der leder brand- og redningsindsatsen. Omkring 5000 beboere er uden strøm, skriver CNN.
Branden har allerede ødelagt flere huse i det kuperede terræn nær Reno, skriver nyhedsbureauet AFP.
Myndighederne modtog de første meldinger om branden lørdag formiddag lokal tid. Brandfolk arbejdede lørdag under ekstreme forhold med høje temperaturer, lav luftfugtighed og kraftig vind.
Nevadas guvernør, Joe Lombardo, oplyste lørdag i en erklæring, at amtet Washoe gik i kriseberedskab. Amtet omfatter Reno og dele af Lake Tahoe.
- Det er en situation, der udvikler sig hurtigt, og jeg opfordrer alle i de berørte områder til at være årvågne og følge de lokale myndigheders anvisninger, lød det fra Lombardo.
To helikoptere og 60 medarbejdere fra Nationalgarden hjælper med at bekæmpe brandene i området, oplyser myndighederne.
RITZAU/Reuters
