Countrykender kalder Dolly Parton for ikon både på og uden for scenen

UDLAND25. AUG 2026 • 20:59

Dolly Parton var et ikon og forbillede for kvinder, siger Tønder Festivals leder efter sangerindens død.

- Dolly Parton har gjort countrymusikken interessant, og hun har været et kæmpe ikon og forbillede for kvindelige kunstnere.

Sådan lyder det fra Tønder Festivals kunstneriske leder og pressechef, Maria Theessink, efter nyheden om at den 80-årige musiker er gået bort.

Tønder Festival har blandt andet countrymusik på plakaten.

Blandt hovednavnene i år er den amerikanske countrymusiker Emmylou Harris, der udgav albummet "Trio" sammen Dolly Parton og Linda Ronstadt i 1987.

- Jeg genhørte faktisk pladen for nylig, og det er noget af det smukkeste, siger Maria Theessink.

Dolly Parton albumdebuterede i 1967 med pladen "Hello, I'm Dolly".

Hendes signatursange er "9 to 5" og "Jolene", og så står hun også bag "I Will Always Love You", som Whitney Houston indspillede i 1992 som soundtracket til filmen "The Bodyguard".

- Hun har skrevet nogle fuldstændig fantastiske sange, og så er hendes stemme også fuldstændig fænomenal, mener Maria Theessink.

Det er ikke kun på scenen, at Maria Theessink anser Dolly Parton for "et kæmpe ikon".

- Hun har altid været meget tro mod sig selv og vist kvinder, at man skal se ud, som man vil, siger Maria Theessink og fortsætter:

- Hun er en kvinde med power og en, der ikke giver noget for, hvad andre siger om hende.

Dolly Partons familie oplyste dødsfaldet i en video delt på sangerindens officielle Instagram-profil tirsdag aften dansk tid.

Der er ikke oplyst en officiel dødsårsag.

Dolly Parton har aflyst flere koncerter og optrædener det forgangne år på grund af helbredsproblemer.

Hun modtog i løbet af sin fem årtier lange karriere en stribe Grammy-statuetter.

Sidste år modtog hun en ærespris af Guinness World Records.

I begrundelsen lød det, at Dolly Parton har 11 rekorder registreret. Herunder flest studiealbummer udgivet af en kvindelig countrysangerinde og flest grammynomineringer for en kvindelig countrykunstner.

Sidste år modtog hun også en æres-Oscar. Den fik hun overrakt for sit humanitære arbejde.

Hun grundlagde i 1988 nonprofitorganisationen The Dollywood Foundation, der blandt andet havde til formål at inspirere børn i hendes hjemstat, Tennessee, til at få en uddannelse og til at læse bøger.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT