Krævende arkæologisk undersøgelse begrænser kommunens overskud på handel i Rønnes industrikvarter.
En af de få ledige byggegrunde i industrikvarteret i Rønne har fået ny ejer efter en budkrig, som indbragte regionskommunen 650.000 kroner mere end udbudsprisen.
Det oplyser kommunen, der per 1. juli solgte den 9.275 kvadratmeter store grund på Kaj Mogensens Vej for 2,15 millioner kroner.
Grunden var udbudt for halvanden million kroner, og til den pris var der flere interesserede købere. Kommunen modtog et bud over udbudsprisen, og derfor blev alle tilbudsgivere opfordret til at komme med et supplerende tilbud inden for otte dage.
"Efter fristudløb var der to bud at vælge imellem, hvor det højeste bud blev valgt," oplyser kommunen i dagsordnen til Økonomiudvalget.
Samlet set tjener kommunen dog et noget mindre beløb på handlen. Det skyldes, at Bornholms Museum sidste år fandt spor efter en boplads på grunden. Godt halvdelen af arealet skulle finkæmmes af arkæologer, hvilket kostede kommunen lidt over 700.000 kroner. Oveni det kommer udgifter på i alt 110.000 kroner til ejendomsmægleren og udstykningsomkostninger, så på bundlinjen tjener kommunen 894.000 kroner på handlen.
Hvem der har købt grunden, der ligger ved siden af HJB Byggeforretning i trekanten mellem Kaj Mogensens Vej og Kanegårdsvej, oplyser kommunen ikke, og den nye ejer fremgår endnu ikke af de offentlige databaser.